mandag den 30. september 2013

New Zealand North Island Style

Ligesom Sydøen havde meget at byde på, var Nordøen bestemt også en stor oplevelse. New Zealand er virkelig på alle måder et rigtigt flot land.

Vi havde en rigtig fin sejltur til Nordøen på ca. 3 timer. Vi tilbragte en dag i New Zealands hovedstad, Wellington. I Wellington var vi bl.a. var på Te Papa museum, som er et interaktivt museum. Der oplevede vi bl.a., hvordan et jordskælv er og så hvordan New Zealand og Australien for mange milliarder år siden har været tæt på Afrika. Det var et rigtigt spændende museum, selvom Rasmus og jeg generelt ikke er så meget til museerJ
Da vi var på vintur på Sydøen, blev vi anbefalet at tage til et termisk område, Waikite Valley Thermal Pools. Hvis man boede på deres campingplads, havde man fri adgang til deres pools. Der var seks forskellige pools med forskellige temperaturer. I området er der en varm kilde, hvor der hele året rundt kommer kogende vand op fra. Noget af vandet køler de ned i et anlæg og bruger til de forskellige pools. De tømmer poolsene hver dag og fylder nyt vand i.
På New Zealand fik vi også set gejseren, Lady Knox. Det var fedt at se den sprøjte op til 20 m op i luften. Vi fik heldigvis placeret os tilpas langt fra, så vi blev ikke ramt af denJ
I området var der også mudderpøle. Store pøle hvor der sprudler kogende mudder op af.

Rotorua er en af de byer, man også bare skal besøge, når man er på NZ. Desværre er det dog en by, der stinker helt vildt pga. den grimme lugt fra de svovlholdige kilder. Ca. en tredjedel af befolkningen i Rotorua er de indfødte maorier. Polynesian Spa i Rotorua har for nogle år siden været på listen over de ti bedste spa i verden, så det skulle vi selvfølgelig ind at prøve. Vi var først i forskellige varme pools udenfor. Derefter var vi inde og få massage. Det var en lidt anderledes massage, end det man normalt kender. Det vi prøvede hedder Aix Spa Therapie. Det var en fuldkropsmassage men med rindende varmt vand ned over hele kroppen. Det var lidt specielt men sjovt at prøve.

Længere nordpå ved Coromandel var vi på Hot Water Beach. Hot Water Beach ligger ca. 12 km sydøst for Whitianga. Navnet kommer fra dens undergrund, hvor det kogende vand kommer op mellem sandet mellem høj- og lavvande. Det er et populært sted både for lokale og turister. Det gælder om at have en god skovl med til at grave og så finde den rigtige teknik. Vi fik en skovl med fra campingpladsen og gik ned på stranden. Der var allerede mange folk, som var i gang med at grave deres egen lille pool på stranden. Det var med at finde en god kombination, så man fik varmt vand og koldt vand mikset til den perfekte temperatur.
Fra Hahei Beach var vi på kajaktur i toerkajak med Cathedral Cove Kayak Tours. Det var en rigtig dejlig tur, hvor vi havde super perfekt vejr. Vi havde en rigtig god lokal guide som fortalte om naturen, klipperne mm. undervejs. Da vi holdt pause på stranden, sørgede vores guide for rigtig picnic stemning. Han spredte en rødternet dug ud på stranden og serverede café latte, varm kakao og småkager for os. Det var super hyggeligt.
De sidste par dage på New Zealand brugte vi i den største by, Auckland. Her havde vi bl.a. en hyggelig dag i CBD, hvor vi var en tur i Sky Tower. Her spiste vi på revolving restaurant. Et 360 graders flot view udover Auckland. Det var også i Auckland, jeg fik en af de bedste is i mit liv – LÆKKER chokoladeis. Vi havde også en hyggelig gåtur ved havnen i Auckland. Her så vi f.eks. en kæmpe yacht, Submarine A som er med på listen over verdens 15 største yachter. Der er plads til 15 par på yachten. Ejeren er en 41-årig russer der menes at eje en formue på 17,2 billion dollars.

Mandag den 30. september fløj vi tilbage til Brisbane igen, så vi var klar til at tage imod vores gæster fra Danmark onsdag.














fredag den 20. september 2013

New Zealand South Island Style


Her kommer lige et lille blogindlæg fra den første halvdel af vores tur til New Zealand. Vi er på ferie her en måned og kører rundt i en autocamper. I går ankom vi til Nordøen, så nu kan I lige høre og se lidt om det, vi har oplevet på Sydøen.

Vi startede med at flyve til Christchurch på Sydøen. Christchurch havde et stort jordskælv i februar 2011, og det bærer byen stadig meget præg af. Der er stadig rigtig meget, der er ødelagt, og der er stadig en stor genopbygningsproces i gang. Det var spændende at se, men også lidt skræmmende…
Da vi senere kom til Queenstown, var der på en campingplads en aften en høj sirene. Vi tænkte med det samme på, om det var jordskælv. Jeg snakkede med en mand, der sagde, det var sådan en lyd, man hører ved 2. Verdenskrig, og det kunne jeg da kun give ham ret i. Men… Jeg fandt et par andre, der sagde, det bare var brandvæsenet. Ja okay, men vi hører jo så meget om jordskælv her på New ZealandJ
På Sydøen var vi bl.a. på en heldagstur til Milford Sound. Det var en bustur på nogle timer i en fantastisk smuk natur. Høje bjerge, smukke vandfald, spejlblanke søer. Vi blev kørt ud til et sted, hvor vi var ude at sejle et par timer. Vi havde super godt vejr på turen. Buschaufføren sagde, det var det bedste vejr i de sidste to år, han havde kørt på strækningen. Ved ikke om det er noget, han siger til alle ;-) Men vi ”hoppede” da på den :-)
I Queenstown var vi også ude at sejle jetboat, det var fedt!
Efter Queenstown kørte vi op ad vestkysten og var ude på en guidet vandretur på Fox Glacier, det var en stor oplevelse, virkelig meget is på en gang.
På den nordlige del af Sydøen er der rigtig mange vingårde. New Zealand er stor eksportør af bl.a. Savignon Blanc. I Blenheim var vi på en heldagstur ud at se vingårde og til vinsmagning. Det var vildt spændende og en rigtig god tur. Der var to andre par på vores alder, som vi rigtig hyggede os med.

Inden vi tog til Nordøen var vi en dag i New Zealands mindste nationalpark, Abel Tasman Nationalpark. Det var en rigtig smuk dag. Vi sejlede med vandtaxa derud og gik omkring 18 km. Det var rigtig flot med gyldne sandstrande, blå/grønt hav mm.
Dagen efter var vi på en rigtig fed mountainbiketur. Der er rigtig mange gode mountainbikeruter her på New Zealand. Vi har set en masse brochurer og reklamer for det, så nu kunne vi ikke trække den længere. Rasmus var ved at være desperat efter at komme ud og cykle efter næsten et års pause :-) Så det var rigtig godt, vi var det og som sagt en virkelig fed tur.

I hører mere fra os, når vi er kommet tilbage til Brisbane. Så skal vi nok lige skrive lidt om, hvad vi har oplevet på Nordøen.